2175 km – Bologna. God mad og trætte fødder

Jeg har brugt dagen i dag på at opleve Bologna – en by der efter sigende skulle være madens hovedstad. God og meget mad har jeg da også fået, dog med undtagelse af min frokost der skulle have været en toastet sandwich, men det med varmen blev vist glemt i farten…

Bologna er en stor by, selv hvis man holder sig til den historiske gamle bydel inden for murene. Der har været så meget at se at jeg har gået rundt og set ting næsten konstant i dag, alt fra kirker og museer til bog- og tøjbutikker, sidstnævnte blev jeg dog hurtigt enig med mig selv om jeg ikke havde råd til at bruge penge i:) Jeg var også oppe og se Santuario della Madonna di San Luca; en kirke der ligger på toppen af en 300 meter høj bakke. Man kan enten tage derop af trappe eller af vej, og eftersom jeg er på gåben tog jeg trapperne. Jeg skulle hilse og sige at der er rigtig, rigtig mange trapper. Men udsigten fra toppen er god og det hele værd.

Alt i alt endte jeg med at gå omkring 25 km i dag, så jeg syntes det var på sin plads at slutte dagen af med noget god mad, så det gjorde jeg; aftensmaden bestod af kotelet med aubergine og ost, samt et glas god hvidvin. Helt klart en succes.

Lækker aftensmad

Efter så mange kilometer til fods er jeg også ved at være godt smadret, så nu skal jeg bare på hovedet i seng, og så bliver dagen i morgen højst sandsynligt en slappe af dag.