Sidste dag i El Chorro

Efter 40 dage i El Chorro, er tiden ved at løbe ud, og jeg skal snart videre. For nu, til Malaga hvor jeg skal holde en uges “ferie” med min mor. Det er ved at være længe siden jeg har givet lyd fra mig, så her er der en hurtig opsummering af de vigtigste ting der er sket imens jeg har været i El Chorro:

Først og fremmest har jeg fået et job over vinteren! For lidt over en uges tid siden underskrev jeg kontrakt, så jeg har arbejde fra december til april som køkkenassistent i Østrig. Det bliver super spændende og jeg glæder mig helt vildt til at komme igang.

I den forbindelse skal jeg tilbage til Danmark inden jobstart, blandt andet for at forny mine forsikringer og andre kedelige ting. Det korte af det lange er at jeg kommer tilbage i ca 2 uger, i starten af december.

Ellers har jeg bare fået klatret en masse og har fået mødt en masse fantastiske mennesker. Jeg er efterhånden også ved at være blevet bekræftet i at jeg nok bliver nødt til at holde et sabbatår mere, hvor jeg regner med at bruge vinteren i El Chorro.

Det var alt herfra. Nu skal jeg ud og klatre en smule, inden jeg skal til Malaga og hente mor i aften.