I går stod dagen, som så mange andre dage, på ganske normal klatring. Indtil efter aftensmaden hvor Rikki og jeg tog afsted på et afteneventyr; vi havde besluttet os for at klatre Three-Sixty i mørke (og den smule lys en heldig fuldmåne tilbyder).
Lidt over 6 om aftenen tog vi derfor afsted fra campingpladsen, kursen sat mod Rocabella – udgangspunktet for aftenens eventyr. Vi havde sat os ét klart mål; vi ville gerne nå tilbage inden 10, for ikke at gå glip af poker og øl.
Three-Sixty er efterhånden ved at være en rute jeg kender rimelig godt, over den sidste måneds tid her i El Chorro har jeg klatret ruten 4 gange. Så kombineret med at ruten er forholdsvist let, med 6 pitches graderet 4c, så vi det ikke som den store udfordring, men vi var samtidigt forberedte på at ruten sagtens kunne komme til at tage længere tid på grund af mørket.
Efter vi kom til Rocabella gjorde hurtigt klar, og begyndte vandreturen ud til ruten 18:24, stadig med lys fra solnedgangen. 18 minutter senere stod vi i den famøse busk under et træ, og var ved at gære klar til at klatre, mens vi vandrede var solen gået helt ned, og det var nu kun de sidste rester af sollys der lyste en lille smule op.
Let klatring, manglende bolte og en tabt bilnøgle
18:42 var vi klar til at klatre, og så gik det ellers bare deropaf. De første to pitches på ruten er relativt korte, så vi valgte at springe over lidt bolte så havde nok slynger til at slå de to pitches sammen. Jeg førte den første del og fik lavet et anker uden problemer, og så var det Rikki’s tur. Det var her vi havde turens heldigste øjeblik. Pludselig hørte jeg Rikki råbe op til mig:
“Isn’t your car key a citroén on a green and orange string?”
Jeg havde glemt at lukke lommen med min bilnøgle og derfor havde jeg tabt den mens jeg førte de første to pitches. Ved rent held havde lyset fra Rikki’s pandelampe ramt nøglen og han spottede den. det sparede os fra en meget lang gåtur hjem.
Efter den kombination af ekstemt uheld og ligeså ekstemt held, forløb resten af ruten problemfrit, pånær én tabt hurtigslynge. Nogle steder havde vi dog lidt svært ved at finde boltene, men det er vel meget normalt når man klatrer om natten, heldigvis er ruten så let, at det næsten er umuligt at falde. Vi valgte enda at tage 6a varianten af den sidste pitch, bare for sjovs skyld. Vi nåede toppen 19:58, 1 time og 16 minuuter efter vi startede med at klatre.
Fra toppen tog det ikke alng tid at finde abseil punktet og komme hele vejen ned. Efter en rask vandretur, var vi tilbage ved bilen 20:31. Vores originale mål var at nå tilbage inden klokken 10, men med den fart vi havde endte det med kun at tage os 2 timer og 7 minutter fra vi forlod bilen, til vi var tilbage igen. Vi nåede tilbage til campingpladsen lidt i 9, men pokeraftenen var desværre blevet aflyst fordi folk var blevet for trætte…
Alt i alt var det en sjov oplevelse at prøve klatring om natten, men jeg tror ikke det er noget jeg vil gøre igen lige foreløbigt, med mindre det er en rute jeg kender.